Kvinde med passion for kage

Gammeldags fastelavnsboller

Gammeldags fastelavnsboller

Fastelavn nærmer sig med hastige skridt, hvilket jo selvfølgelig betyder fastelavnsboller i masse vis! Jeg har allerede spist en hel del af dem 😉
Men man skal altså heller ikke gå ned på fastelavnsboller i februar måned. Hverken af den ene, den anden eller den tredje slags.

Dem her med hjemmelavet vaniljecreme er utrolig lækre og virkelig nemme at lave. For det er slet ikke så svært at lave dem selv, som mange går og tror. Og så kan man jo pynte dem på mange forskellige måder.

Og hvis du ikke tør kaste dig ud i en hjemmekogt vaniljecreme, så har Dr. Oetker lavet en, som faktisk er ganske udmærket. Det er ikke noget jeg er blevet betalt for at fortælle, det er blot en venlig “public service”.

Når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at du skulle prøve at lave din egen. Det smager bare bedre.


GAMMELDAGS FASTELAVNSBOLLER:

8-10 styks afhængig af størrelse.


VANILJECREME:

2 tsk vaniljepasta (eller vaniljesukker)
1,5 dl sødmælk
30 g æggeblommer (det svare til 1 bæger pasteuriseret)
25 g sukker
1 spsk maizena

Kom sødmælk og vaniljesukker i en gryde og kog op til lige under kogepunktet.
Imens piskes æggeblommer, sukker og maizena sammen i en skål.
Mælkeblandingen hældes over æggemassen og piskes kort sammen.
Hele blandingen hældes nu tilbage i gryden og varmes op under konstant piskning, indtil cremen begynder at tykne.
Hæld vaniljecremen over i en ren skål og dæk den til med husholdningsfilm. Filmen skal helt ned og røre ved cremen.
Sæt cremen på køl og gå i gang med bolledejen.

BOLLEDEJ:

50 g smør
25 g gør
1 dl sødmælk
1 æg, stue temp.
250 g hvedemel
½ tsk salt
1 spsk rørsukker
1 tsk vaniljesukker
+ 1 æg til pensling

Start med at smelte smørret og stil det til side.
Lun mælken til det er lillefinger varmt. Rør gæren ud i den lune mælk.
Tilsæt ægget og rør rundt.
Bland mel, salt og sukker og tilsæt det lidt ad gangen, til mælke-gærblandingen. Tilsæt skiftevis melblandingen med det smeltede smør.
Ælt dejen godt igennem, gerne på en røremaskine i ca. 10 minutter, til dejen let slippet skålens kanter.
Fugt et viskestykke og dæk skålen til og sæt dejen til hævning. Dejen skal hæve til dobbelt størrelse i ca. 40-60 minutter.

Når dejen er hævet til dobbelt størrelse, rulles den ud på et let meldrysset bord. Skær 8-10 lige store kvadrater ud, på ca. 10×10 cm og afsæt en klat kagecreme på midten af hver.
Saml bollerne, ved at folde hvert hjørne ind mod midten og giv dem et klem og stram bollerne op. Tril herefter forsigtigt bollerne runde og placer på en bageplade, med bagepapir, med samlingen nedad.
Lad nu bollerne hæve til dobbelt størrelse, under et fugtigt viskestykke.
Pensl bollerne med et sammenpisket æg og bag bollerne ved 200 grader varmluft i 14-15 minutter, til det er gyldne.
Lad dem køle af, inden der kommes glasur på.

GLASUR:

Klassisk glasur:
60-65 g flormelis
1 spsk kogende vand

Rør flormelis og kogende vand sammen til en tyk glasur.
Lad det stå et kort øjeblik, så det ikke er alt for flydende.
Tag en ske og put glasur på halvdelen af fastelavnsbollerne.
Drys med krymmel inden glasuren størkner helt.

Chokolade ganache:
50 g mørk chokolade, hakket
0,5 dl fløde
5-10 g glukosesirup

Varm fløde og glukosesirup op, til lige under kogepunktet.
Hæld fløden over den hakkede chokolade og rør massen sammen med en dejskrabet, til den bliver ensartet og blank.
Lad ganachen køle af.
Tag en ske og put chokolade ganachen på bollerne.
Fyld det evt. over i en sprøjte pose og sprøjt det på fastelavnsbollerne.
Drys med krymmel inden ganahcen størkner.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.