Kvinde med passion for kage

Cheesecake med passionsfrugt, lakrids og hvid chokolade

Cheesecake med passionsfrugt, lakrids og hvid chokolade

Det er vidst snart ikke nogen hemmelighed, at vi herhjemme er glade for cheesecake. Der er bare et eller andet over den lækre, cremede ostemasse og den sprøde kiksebund. Og at man så kan variere dem i det uendelige, det er jo bare fantastisk!

Denne her cheesecake, det er efter mandens eget udsagn, en af de bedste han nogensinde har smagt. Den er fuld af både syre og sødme, sprødt og blødt, hvilket for mig er utrolig vigtigt i en kage.
Cheesecaken her, gemmer også på en lille overraskelse i midten, som giver den lidt ekstra.

På trods af de gule farver og eksotiske frugter, så kan man sagtens lave den om vinteren. Den giver lidt sommerlig kulør på de kolde og mørke vinterdage.


PASSIONSFRUGT CURD:

1 blad husblas
4-5 passionsfrugter (saften)
50 g sukker
2 æggeblommer
40 g smør
Saften fra ½ citron
½ tsk lakridspulver

Udblød husblassen i koldt vand.
Tag passionsfrugterne, og skrab frugtkødet ud. Passere/mos frugtkødet igennem en sigte og ned i en gryde og kasser kernerne.
Kog passionsfrugt saft, sukker og citronsaft sammen i ca. 10 minutter, til en sirup.
Skru ned på mellem varme og pisk nu æggeblommer og smør i massen. Der skal piskes i ca. 5 minutter, til massen begynder at tykne en smule.
Rør husblassen ud i den varme masse.
Hæld curden i en silikoneform eller foret Ø16/Ø18 form og sæt i fryseren, til den har sat sig helt.

KIKSEBUND:

200 g digestive
75 g smør
20 g hvid chokolade
1 tsk lakridspulver

For en Ø20 springform med bagepapir.
Smelt smørret og den hvide chokolade sammen i en lille gryde, til en ensartet masse.
Knus kiksene til mel og tilsæt lakridspulver.
Bland kiksene sammen med det smeltede smør. Hæld den hakkede chokolade i og fordel kikse blandingen i springformen.
Tag passionsfrugt curden ud fra frys og placer midt på bunden. Sæt bunden i fryseren.


OSTECREME:

2 blade husblas
75 g hvid chokolade
1-1½ tsk lakridspulver
0,5 dl fløde
200 g flødeost
50 g flormelis
1,5 dl fløde

Udblød husblassen i koldt vand.
Smelt chokoladen sammen med 0,5 dl fløde i en lille gryde, til en ensartet masse. Rør husblassen ud i den lune chokolade.
Pisk flødeost, flormelis og lakridspulver sammen, til en cremet masse. Hæld chokoladen i ostemassen og pisk den kort sammen.
Pisk de resterende 1,5 dl fløde til en let skum og vend sammen med ostemassen.

Tag bunden ud af fryseren og placer den på et fad. Kom en kagering med kageplast rund om bunden.
Hæld ostemassen over bunden og glat overfladen ud. Sæt kagen i køleskabet (eller fryseren) til ostemassen har sat sig.


PASSIONSFRUGT GELÉ:

2 blade husblas
50 g rørsukker
4 passionsfrugter (saften)
Saften fra ½ citron

Udblød husblassen i koldt vand.
Mos passionsfrugterne igennem og ned i en gryde. Kasser kernerne.
Varm passionsfrugt saft, rørsukker og citronsaft sammen, indtil sukkeret er opløst.
Rør husblassen ud i den varme masse, til det er opløst.
Lad det køle ned til ca. 35-38 grader.
Hæld forsigtigt geléen over kagen og sæt den tilbage på køl, til geléen har sat sig.


KRYSTALLISERET HVID CHOKOLADE:

30 g vand
30 g sukker
30 g hakket hvid chokolade

Kog vand og sukker sammen i en lille gryde, til sukkeret er helt opløst og massen rammer en temperatur på ca. 125-130 grader.
Tag gryden af varmen og hæld det hvide chokolade i den varme sukkerlage og pisk hurtigt massen sammen til chokoladen krystallisere og bliver til små “klumper”.

Hæld chokoladen ud på et stykke bagepapir og lad det køle helt af.

Opbevar i en lufttæt beholder.

PYNT:

Pynt kagen med den krystalliseret hvide chokolade og skovsyre. Eller med lige præcis det du synes.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.